Wryness in a plain life..

A Busy Week

Den sidste uges tid har mildest talt været hektisk! For knapt to uger siden kom Josephine og jeg hjem til vores dejlige nye hus og mand i Redlands, den følgende weekend var vi til flyshow i Redlands lille lufthavn og delte en af det lokale og meget nærliggende bryggeri, Hangar 24, appelsinøl på stedet, mens vi så hæsblæsende og skrækindjagende flystunts -godt jeg ikke var i den flyvemaskine! Den følgende dag, søndag, startede vi med at pakke alle bleer væk i samarbejde med Josephine, nu skulle hun jo være blefri til børnehavestart til om tirsdagen. Det tog mange forsøg og uheld, men der var også flere gange, hvor det lykkedes, og mor her var så stolt, at jeg ikke var til at skyde igennem. Så er man lige ved at græde en tåre af stolthed, når poden laver nummer to for første gang på toilettet, hvor mærkværdigt er det lige?

Med uheld hen ad vejen og mange opfordringer 'Husk at sige til mor, når du skal tisse!' senere, skulle Josephine så starte i eftermiddagsbørnehave om tirsdagen (tre timer, tre eftermiddage om ugen). Jeg var et espeløv af nervøsitet, og Josephine legede bare fint på legepladsen ved børnehaven, så holdt hun lidt i hånden på vej ind på stuen, men så løb hun hen til noget legetøj og så sig ikke tilbage til hverken sin far eller mor. Jeg var noget spændt på det hele, og ønskede brændende at være en flue på væggen til at følge lidt med i dagens hændelser. Fik gjort rent og havde en veninde over til kaffe, og da Josephine så skulle hentes, tog Philip og jeg i fællesskab hen og hentede hende, og det var gået rigtig godt. Hun havde haft et enkelt uheld, men også været på børnehavens toilet to gange, hvor det var gået helt perfekt. Og hun ville gerne tilbage næste dag og lege med Ms. Ally, som børnehavelæreren hedder. 

Vi tog også til Baby Boot Camp et par gange om formiddagen, og det gik også rigtig godt -uden uheld. Hun var endda på et offentligt toilet ved Prospect Park, hvor det gik rigtig fint. Nu ser jeg frem til engang at have en hel uge uden uheld, det bliver stort. Og så pyt med at jeg blev nødt til at bestikke hende med en lille sodavandsis for at få hende til at lave nr. to efter flere dage i træk, hvor det ikke ville lykkes med opfordringer. 

Den efterfølgende weekend er Josephine blevet lidt forkølet, som vel ikke er mærkeligt oven på en hektisk uge. Nu glæder vi os til at se, hvordan hendes første udflugt med børnehaven går i morgen:)

New house, new routines

Så er vi flyttet i hus, et dejligt hus, ikke så langt fra hvor vi boede før, men tættere på parken og stadig tæt på indkøb, café og genbrugsbutik (som bliver besøgt jævnligt).

Tiden flyver, når man har fået dobbelt så store forhold at boltre sig i. Og alle de nye ting, man skal sætte sig ind i: som at rense rør (det kastede Philip sig lige over, da en handyman for en del dollars ikke havde fået bugt med problemet) eller havearbejde! Philips mor hjalp med at klippe hæk og tage ukrudt, mens hun var på besøg i forbindelse med vores flytning, men på et tidspunkt skulle man jo selv i gang, og så...

Jep, det er en ægte levende slange, hvor jeg var lige ved at gå ud af mit gode (slange;))-skind, fordi jeg rørte ved den. Heldigvis mener vores nabo, at det er en helt almindelig have-slange (he he, 'garden snake' eller 'gopher snake'), dvs. en ganske nyttig og ufarlig slange, som spiser jordegern, muldvarper og sådan. Jeg havde bare ikke lige tænkt, at man skulle kigge efter slanger her, men at de var mere ude i ørkenen eller naturen eller sådan... Nåh, men så fortalte vores nabo også lige, at de havde haft et enkelt tilfælde, hvor der havde været en klapperslange på deres bagterasse, yrk!!!

Bag vores bagterasse er der en bakke med en privat vej, hvor der er blevet set ørkenræve og hjulben ('road runner'). Vi kan endda høre ørkenrævene hyle om aftenen, når det bliver mørkt, hvis vi er udenfor (Josephine: "ikke lide det").

Alt i alt bare super skønt at bo i hus med soppepøl til Josephine på terassen og grille og slappe af og bare være... Og så har vi jo fået (fik en del i gavekort til Lowe's i indflyttergave) en gyngesofa, som står på vores forterasse. Der sidder vi og gynger og læser historier, hyggeligt!

A Time for Firsts

Vi troede jo, at vi skulle flytte i hus til april, men her går vi endnu i vores mørke og varme lejlighed. Lige som vi skulle til at få nøglerne til huset og ordne det endelige lån og så lige gå med til en ny pris osv, osv, så vender sælgerne om på hælene og går konkurs. Plums! Så gik huset i konkursboet, og vi kunne gå hjem med hængemule. Allerede samme weekend, som det her sker, er vi ude og kigge på nye huse. Der må kommer noget nyt op! Vi må bare komme videre, være frustrerede, men komme videre. Heldigvis efter en måneds tid dukker der et nyt hus op, vi begge kan lide, og så prøver vi altså nu igen. Jeg tør slet ikke egentlig skrive om det, hvis der nu skulle ske noget igen (7-9-13, spyt over venstre skulder, aldrig sætte skoene på bordet!). Vi skulle efter planen flytte ind i juni -vi vil se nøglerne først, vil vi!
Mine forældre var her i april for at hjælpe os med at flytte.. tsk, tsk. De fik lov til at passe Josephine i stedet for, da Philip og jeg tog en tur til Las Vegas i 2,5 dage med et Cirque de Soleil -show og det hele, skønt! Hvis jeg dog bare kunne have ladt være med at tænke så meget på den lille loppe derhjemme;) Nej, der var da en hel time her og der, hvor jeg ikke skænkede hende en tanke... Josephine derimod havde haft en fremragende tid med bedsterne lige i hendes tempo med små gåture og parkbesøg  hver dag. Hun kiggede lige op og gav os et knus, da vi kom hjem, så legede hun videre med bedstefar. Det er hårdt at være mor..
Philips forældre skulle også have været på besøg i april, men deres rejse blev aflyst pga. askeskyen fra Island. Nu kommer de til juni, og vi glæder os.

Josephine vågnede for et par uger siden op en fredag morgen og fortalte for første gang om en drøm, hun havde haft. Så vidt jeg husker, var det noget om et grønt hus:) Den lille tøs var til tandlægen for første gang, og hun klarede det bare så godt. Lå og kiggede helt stille med åbent gab i lang tid. Først fik hun renset tænder med en kildetandbørste (den ryster) og så kom tandlægen og kradsede langs tænderne med en skarp lille krog, og det tager hun bare i stiv arm. Fik at vide, at hun ikke skal gå og småspise hele tiden (held og lykke med at få hende til at spise, siger jeg så bare -også i forhold til hvad hendes børnelæge har sagt), og så skal vi til at bruge tandtråd allerede. Jeg gad vide, om man også får det at vide i Danmark. Her er der altså enormt meget fokus på tandhygiejne, og fra nu af skal Josephine lige som os andre to gange om året til tandlæge og få renset og tjekket tænderne. Jeg var nu ved at revne af stolthed over min lille pode, især fordi vi, inden vi kom ind, hørte en ca. 4-årig dreng skrige for livet, mens han var inde... pyha.

Vi har været til fortælletime (20 minutter) på Redlands Bibliotek, meget hyggeligt! Og vi har været til 1-års fødselsdag hos en af Baby Boot Camp-familierne med mariehøne-tema, hvor detalje-niveauet med mariehøner var skræmmende og imponerende!
På søndag skal vi til det lokale Inland Empire baseball holds kamp, altså Josephine har jo teknisk set været til en baseball kamp én gang i sit liv, da hun var 4 måneder, men nu får hun nok lidt mere en fornemmelse for det! Det glæder vi os til at se, hvad hun siger til sådan noget.

2, 5, 8

Hurra, vores dejlige lille skønne tøsebarn er blevet 2 år gammel (altså den 28. januar, jeg er lidt for sent på den her, tsk, tsk..). Hun havde en super fødselsdag, da Bedsteforældrene var her til at fejre hende og Bedstemor kunne lave hendes helt traditionelle lagkage med frugt (namme-namme-nam, sagde moren, som vist spiste mest).

Josephine er begyndt at tælle og i starten gik det meget godt med: 1,2,4. Så lærte hun: 5,7,8. Og nu er det blevet til 2,5,8. Og hvis hun ser noget, hvor der er rigtig mange af en ting, så bliver det 5,8,5,8... Ja, hun kan sige tallene fra 1-10, hvis vi går dem igennem en for en, og hun kan yksi, kaksi på finsk:)
Den anden dag tog hun symaskinekassen (som er en slags stor kuffert med håndtag for oven, jeg var ved at sy et dynebetræk, da det ikke findes i USA), den var tom, så gik hun hen mod hoveddøren. Vi spurgte, "Hvor skal du hen?", "Phinsi skole!" sagde hun så. Jamen ok, så tror jeg da vist nok, der er nogen, der er klar til Preschool;) Jeg ved ikke, hvor hun har det fra, da vi ikke sådan har snakket om det, eller hvad skole indebærer, eller at man skal have taske med... Hun er en lille indlæringssvamp, er hun. Jeg håber, at finde ud af noget nærmere med en Preschool, hvor hun måske kan gå 1-2 dage om ugen. Preschool er det samme som Børnehave i Danmark. Kindergarden er Børnehaveklasse. Nogle steder skal de være blefri, men det sted, vi har kig på, som ligger i nærheden af Redlands fineste park, skal ungerne have pull-up bleer på (mon ikke Josephine bare kan det så).

Jeg har fundet en lille rød trehjulet cykel til $5 på et garage salg, som Josephine er helt vild med at øve sig på. Nogle gange får hun cyklet halvanden gang rundt, før det så går den anden vej igen. Når vi flytter i hus, får hun en dejlig glat indkørsel at øve sig på!

Good and Even Better News

Jamen så gik man der og troede, at man skulle kvababbe hvert øjeblik, fordi man besvimede en enkelt morgen. Der blev foretaget den ene test efter den anden, og man har gået med en hjertemonitor med en masse dippedutter på brystet, og så har man da virkelig set hjertebanken og hjertehop rundt om hvert et hjørne, hvor der slet ikke har været noget. Nu for et par uger siden fik jeg lavet en tilt-test, hvor de ligger én på et bræt og så bliver man vippet op, så man læner på sine hæle, for måske at skulle besvime eller kvababbe eller et eller andet. Jeg fik at vide, at jeg var en meget kedelig patient, der skete ikke det mindste lille bitte kvab, selv efter at jeg havde fået noget medicin, så mit hjerte galopperede fuldstændig vildt derudaf. Cardiologen til denne test gav mig ret i, at jeg højst sandsynligt havde haft en virus, men nok også havde (kan ikke huske, hvad han kaldte det) det, at mit blodtryk lige pludseligt falder. Så han viste mig nogle øvelser, jeg kan gøre, hvis jeg mærker noget ubehag en anden gang, og så anbefalede han mig at spise mere salt, drikke rigeligt med vand og styrke mine ben (mon ikke Baby Boot Camp kan stå for det). Nu håber jeg bare, at min egen cardiolog vil give ham ret og cleare mig for denne gang. Jamen helt ærligt! Så har der måske slet ikke været noget: Kanon bevis på at man ikke skal bekymre sig på forhånd (husk det nu)!

Halvanden måned før min besvimelsesepisode fandt vi det her hus, vi rigtig godt kunne lide og lagde med det samme et tilbud på bordet. Da det var et short sale (som ikke skal tages bogstaveligt), har vi fået lov til at vente og vente og vente. I fredags fik vi endelig papirer fra sælgers bank og lige så snar, at Philip kommer hjem fra konference i Atlanta (i morgen), skal vi på mandag morgen ind og underskrive papirer. Og så skulle det egentlige salg gerne gå i gang -HURRA! Vi har så lige ventet i 5,5 måneder på det, men mon ikke det var værd at vente på?! En indflytningsdato bliver vist engang i april, håber jeg:)

Nu starter 2010 bare på den helt rigtige måde, jippiii!

It's Beginning to Feel a Lot Like Christmas

"-'Tis the Season to be Jolly, FA-LA-LA-LA-LAAA-LA-LA-LA-LA-"... Og således har vi i det lille hjem startet december måned med at pynte op til jul bl.a. med alle Philips Farmors nisser (hun gik jo desværre bort i foråret, så vi arvede nissesamlingen) og plastikjuletræet stråler om kap med Josephines begejstrede øjne over den pakkekalender hendes Bedstemor har kreeret! Selvom hun jo godt nok beder om 'mer-mer', når den ene pakke hver morgen er pakket op. Desuden er det totalt julehygge hver dag, når dagens afsnit af Jul på Slottet skal ses -med den dejlige jæger/prins Valentin (var det ikke ham, vi alle var ved at besvime over i 80'erne..?! ;)). Vi ser først gårsdagens afsnit og så dagens afsnit, Hurra for Fimpenissen! Og Josephine skråler i tide og utide "Det' sørme, det' sandt, december!! osv. osv", meget julet.

Så har Josephine og jeg bagt 319 (!) vanillekranse i år, en dobbelt portion af Oldebedstens opskrift, nam-nam. Men så har vi også kunnet dele ud til højre og venstre og er klar til Baby Boot Camp's 'Cookie Exchange' på tirsdag, det bliver spændende at se, hvad de andre mødre har med som småkager, nam-nam.
Desuden har vi lige lagt hånd på julekortene, det blev til 46 (!) stk. i år. Både vanillekranse- og julekortsmængden har slået alle rekorder!

Vores veninde Helle har været så sød at bestille og fremskaffe en kæmpestor flæskesteg, så julemenuen står på traditionel dansk julemad: Flæskesteg, hjemmelavet rødkål (Philip er rødkålsmester!), hvide og brune kartofler, brun sovs og så tænker vi, om vi skulle dampe en hel majs til Josephine, eller noget andet hun elsker at gnaske på. Så det bliver jo altså ikke en rigtig, rigtig jul med finlandssvensk juleskinke og kålrotslåda, men jeg kan godt 'nøjes' denne gang, når det bliver flæskesteg med svær, nam-nam! Sikken en gufle-sæson, der skal vist til at arbejdes igennem i Baby Boot Camp til januar;) Vi har forøvrigt også fået havregrynskugler fra Helle og brunkager fra Ikea, så her mangler skam ikke noget (og vi har fået Magasin's julethe fra Farmor, de var jo på besøg henover Thanksgiving, Farmor og Farfar, så dejligt at se dem).
I øvrigt har vi også været til jule-klippe-klistre hos Maj-Brit og Felicia (9 år), det var meget hyggeligt. Josephine farvelagde kræmmerhusene, inden jeg limede dem sammen og puttede lidt ekstra pynt og bånd på. December er en dejlig måned!

The Test

Her i løbet af efteråret har jeg lagt mærke til, at man som gæst her i huset skal igennem diverse tests for at vinde Josephines gunst. Det blev især tydeligt, da vi havde besøg af Sven. Her skulle han prøves af med pixibøgerne, om han ville lege med dyremagneterne til køleskabet (det er kun Onkel Morten, der er god til det), om han ville se hendes dyrefigurer og div. legetøj, og om han ville tegne. Efter en ihærden introduktion til Josephines univers, blev han godkendt som mestertegner, og hun sad derefter troligt på hans skød og så ham tegne på vores tegneplade. Så sødt!

Af andre tests der er blevet foretaget i dette hjem i løbet af efteråret skal nævnes: MRI, EEG, ultralydsscanning af mit hjerte og pt. på 8. dag har en hjertemonitor at gå rundt med døgnet rundt. For lige nøjagtig to måneder siden, vågnede jeg op efter en uges af og til hovedpine og kvalme og nåede lige at sige til Philip, at jeg fik det skidt, før jeg faldt om i sengen og havde en slags besvimelsesanfald. Efter nogle småtests på skadestuen (fik lige en tur i ambulance efter Philip ringede 911) blev jeg sendt hjem igen, og har så de seneste 8 uger gennemgået diverse tests for at man kan finde ud af, hvad og hvorfor det skete. Jeg har sågar min egen neurolog. Nu er min tålmodighed imidlertid blevet sat på en ordentlig prøve, og jeg vil egentlig gerne bare komme videre (og forhåbentlig få at vide, at der er ikke var/er noget). Så hvis du beder en bøn, så bed en for mig;)

Smoking Hot!

1. Total fed ferie:
Santa Barbara med dansk morgenmad hos Andersens Bageri (nam), Hearst Castle (wauw), søelefanter (putte-agtige), Pacific Coast Highway (pyh, den er kringlet), Santa Cruz, Walnut Creek, Golden Gate Park, Golden Gate Bridge, Sausalito, Alcatraz, Angel Islands (ikke så spændende igen, totalt irriterende busguide), Fisherman's Wharf, Little Italy, Chinatown, Union Square, møde min gamle veninde Orsi, the Haights, Castro, Noe Valley (super sød lille smykkebiks, hvor jeg fik et vedhæng af min smukke datter i fødselsdagsgave), PCH til Monterey Bay Aquarium (uhhh... en meget fin vandmands og ikke mindst søhesteudstilling), Santa Barbara for mere dansk guf og en soppepøltur til Josephine. Halvanden uges oplevelses- og stemningsmættet roadtrip, super!

2. Virkelig dejlig fødselsdagsweekend:
Skønne gæster til fødsesldagskaffe og -kage (hjemmebagt hindbærroulade, fødselsdagsboller og frugttærte). Så mange dejlige gaver (heriblandt en del gavekort, det har jeg ikke fået på samme måde før, og det er jo skønt at kunne gå og have 'gaver' tilgode sådan hen ad vejen, som man nu går og småkøber på gavekortene). En hyggelig søndag i Laguna Beach med min lille familie. Lidt store bølger, men jeg kom da i (Josephine fik lige dyppet fødderne, og far læste avis). Og skøn sushi restaurant inden køreturen hjem.

3. Spændende, spændende huskigning:
Vi er for alvor gået i gang med at se på hus her i Redlands, South Redlands that is. Det er den pæne side af byen, syd for motorvejen, hvor vi helst vil bo. I fredags var vi første gang afsted med en ejendomsmægler, hvor vi så på 5 huse. Der var hele tiden noget i vejen: for lille, for uhyggeligt, alt for tæt på motorvejen, ingen have, virkelig dårlig lugt. Det var det. Der ville ikke være andet for os indenfor vores prisniveau, og ingen short sales (banken har overtaget ejendommen) var på listen, for de tager som regel virkelig lang tid. Så vi snakkede om det i weekenden og blev enige om at enten se på noget, der var lidt for dyrt for os (bare for at få et perspektiv) og nogle short sales. Mandag var vi lige på den anden side af Alabama St. ikke mere en km. fra, hvor vi bor, for at se et 2005-hus, der ligger i et gated community. 165 kvadratmeter, 3 soveværelser, kontor, 2,5 badeværelser, stort køkken og stue i ét, bjergudsigt (bl.a. fra gæsteværelset), vaskerum, dobbelt garage, enormt walk in closet, nabo til den ene side, græsplæne med træer til den anden side (fælles areal). Der er godt nok ingen have, men så er der græsplænen ved siden af. Der er en okay størrelse terasse med blomsterbed bag til, og så er der hele indkørslen til dobbeltgaragen, hvor Josephine kunne boltre sig på. Der bor i forvejen fem familier fra det firma, Philip arbejder i. Man er ved at overveje at bygge en swimming pool i området i et af de tre grønne områder, der er. Spændende...!!!

4. Brandsæson.

Så er der højsæson for brande her i SoCal igen. De fleste har været syd for LA, og har ikke som sådan generet os, men lige nu de seneste dage har der været brand i Oak Glen (20 min. øst for os). Der har været lidt dårlig luftkvalitet og meget, meget varme dage, så Josephine og jeg har haft nogle indedage. Ja, og så har jeg slået min ene storetå, så jeg har slappet lidt af med den fod. Ok, nok af undskyldninger for ikke at gå til Baby Boot Camp. Det bliver hårdt i septemberheden, for vi er ikke længere på sommerskema, hvor vi starter kl. 8.30, men skal nu til at starte som vanligt til 9-9.15. Det bliver en svedig omgang. Og så har jeg endda meldt mig til et 5 km løb om morgenen den 12. september i Prospect Park, så jeg skal vist hellere til at få trænet til det i BBC;)

 

Mall Rats

Mandag for en uge siden havde jeg et par butikker, jeg gerne ville i, for at få nogle ting til vores snarlige ferie. Så i stedet for at drive Philip til vanvid med min "jeg skal bare lige", så pakkede jeg bilen og tog Josephine med til Ontario Mills Mall (et stort indendøre shopping center med masser af outlet butikker og aircondition, hvilket er uundværligt i somre på 40 grader her). De første par timer gik det fint med Josephine i klapvognen og prøverum osv. Så delte vi en salat med grillet kylling og efter endnu et par butikker, blev Josephine sluppet løs. Hun løb og gik pænt i midtergangen og begyndte ikke lige pludselig at løbe væk eller ind i nogen butikker. I stedet vendte hun sig om ved indgangen til en spændende butik som for at spørge om det var ok at gå ind for mig (og det er altså ikke noget, jeg har lært hende).
Det gik bare så fint. Vi var også nede at se en junglebutik og -restaurant, som var fyldt med dyr, og nogle bevægede sig (kun levende fisk). Josephine var ikke helt tryg ved de der bevægende dyr, så vi må komme nogle gange, så hun kan blive tryg ved det. Desværre havde jeg ikke nogle kontanter, ellers havde vi taget det lille mall-tog, der kører rundt i mall'et.
Der er helt klart potentiale for nogle hyggelige shoppeture for mor og datter her. Jeg er totalt excited (Philip måske ikke så meget;)).

Look Who's Talking!

Det er helt utroligt, hvad der er sket med Josephines kommunikationsevner de sidste par måneder. Philip og jeg kigger ofte på hinanden og tænker "Forstod hun det?! Kan hun også sige det nu?!". Da Philip var på en kort forretningsrejse til Colorado for en måned siden, da Josephine var 17 mdr. gammel, så kunne hun om aftenen, når hun savnede Far, sige "Far", lave tegnet for flyvemaskine, væk og sige "bye-bye". Ja, Far tog en flyvemaskine væk og vi sagde farvel til ham. Så måtte jeg prøve at fortælle, at ham Far altså kommer hjem igen. Hun var noget muggen på ham natten efter han kom hjem, det havde bare været for tarveligt sådan at tage væk. Hun vågnede en del gange og skulle lige skubbe lidt til Far, efter at have vækket ham for at forsikre sig om, at han stadig var hjemme.
I morges vågnede hun kl. halv fem og kunne ikke sådan lige falde i søvn igen, så sagde hun "mad", og Philip fandt lidt cereals og kiks. Så sagde hun "drikke" og fik lidt vand. Så klappede hun sig på måsen og sagde "ble", så blev den fyldte tisseble skiftet. Og så faldt hun i søvn igen. Ingen skrig og skrål, kun kommunikation. Imponerende.
I dag til Baby Boot Camp viste Josephine, at Philip har lært hende at sige "Hello". Så da hun gik og sagde det, mens alle mødrene lå og lavede måtteøvelser, så var alle ved at falde over hinanden for at sige "åh" og "ah", for det var bare for sødt. Josephine synes, det var sjovt med alt postyret, men løb så lidt genert væk. Det er så sødt, at hun bliver tosproglig;)